Bold.dks brug af citatartikler synes at være sat så meget i system, at der kan gå blot få minutter fra en originalartikel offentliggøres, til den i omskrevet form kan findes på Danmarks 5. mest læste nyhedssite.
Den 14. maj i år satte TV2s Presselogen fokus på brugen af såkaldte citatartikler fra Bold.dk og Tipsbladet.dk. Det i forlængelse af en kritik fra Midtjyllands Avis’ chefredaktør Hans Krabbe, der blandt andet i udsendelsen fortalte, at han sammen med sine journalister næsten kunne sætte uret efter hvor lang tid der gik, fra de havde offentliggjort en artikel om den lokale Superliga-klub Silkeborg IF, til den i citatform var at finde hos Bold.dk.
En hjemmeside som på trods kun at fokusere på fodbold, aktuelt er Danmarks 5. mest læste.
Overfor statsmediets medieprogram benægtede Bold.dks konstituerede chefredaktør Mikkel Nøhr, at hans medie på en ”systematisk og metodisk måde”, skulle gøre brug af andres arbejde, for på den måde at skrive mange såkaldte citathistorier.
I forlængelse af udsendelsen satte vi på Bjørknæs.dk gang i en undersøgelse af, hvorvidt anklagerne fra blandt andet Hans Krabbe fremstår helt eller delviset korrekte. En undersøgelse baseret på analyser af 1.039 Bold.dk-artikler, der blev offentliggjort i perioden mellem den 15. og 24. maj.
Undersøgelsen fastslår at det faktisk kan være muligt på det nærmeste at stille uret, når det handler om, hvor hurtige Bold.dk-folkene er til at omskrive andres netop offentliggjorte nyhedshistorie til en citatartikel.
Her kan du læse mere om, hvad man må og ikke må, når der citeres fra andres artikler.
Det var nemlig tilfældet den 24. maj i forlængelse af, at Randers FC på sin hjemmeside offentliggjorde to historier om udskiftninger i spillertruppen. Den første blev offentliggjort klokken 12.55 og omhandlede, at kantspilleren Jakob Ankersen forlod den kronjyske klub. Omkring 8 minutter senere var Bold.dk klar med sin første citatartikel om Ankersens afsked, da fodboldsiden klokken 13.03 kunne offentliggøre en artikel med overskriften : ”Farvel til Ankersen og Andersson: Seks mand forlader Randers”. Igen klokken 13.08 var Bold.dk på banen med citater fra Randers FC’s Jakob Ankersen-historie, hvilket skete med overskriften : ”Ankersen tager afsked med Randers: Der har været sagt og skrevet meget”.
Klokken 15.28 samme dag var Randers FC på sin hjemmeside igen klar med en nyhed om sin spillertrup, da det blev offentliggjort at HB Køges målmand Oskar Snorre for fremtiden er at finde i klubben. Denne gang gik der blot 5 minutter fra at Randers FC havde offentliggjort sin nyhed, til den i citatform var at finde på Bold.dk – med overskriften : ”Randers henter HB Køges førstekeeper”. Klokken 15.40, altså 12 minutter efter offentliggørelsen på Randers FCs hjemmeside, var Bold.dk igen klar med citater fra 15.28-artiklen på Randersfc.dk. Det med beretningen om, at skiftet til Randers FC havde været under vejs et stykke tid for Oskar Snorre.
På Bjørknæs.dk har vi ad flere omgange kontaktet Bold.dk for at spørge mediets ledelse og journalister, hvordan det at der kun går få minutter fra offentliggørelsen af den oprindelige artikel til fodboldmediets citatudgave, ikke kan ses som et direkte udtryk for ”systematik og metode”.
Men hverken Mikkel Nøhr eller flere af journalisterne bag citathistorierne, er vendt tilbage på vores henvendelser.