Det er ikke længere kun ministerier, der på det nærmeste anser juridiske vurderinger fra Folketingets Ombudsmand for at være nogle, det er frivillige at følge.
En af de første ting man lærer studerende på landets universiteter i forvaltningsret er, at Folketingets Ombudsmand godt nok ikke er en egentlig domstol, men indenfor den offentlige forvaltning anses hans eller hendes udtalelser som noget nær en Højesteretsdom. Forstået på den måde, at udtalelserne følges, uanset om offentlige myndigheder er enige i de juridiske analyser eller ej.
Hvilket også er grunden til, at offentlige myndigheder som først og fremmest ministerier i afslag, gør opmærksom på muligheden for at inddrage Folketingets Ombudsmand.
Under Coronakrisen stod det for alvor klart, at Folketingets Ombudsmand ikke længere synes at have den magt, som institutionen ellers over årtier havde opbygget. Det blandt andet i forbindelse med, at eksempelvis Statsministeriet igen og igen i strid med en udtalelse, udsatte behandling af aktindsigtsbegæringer. Derved kunne det pludselig tage år at få udleveret selv banale aktindsigter, hvilket Folketingets Ombudsmand endda flere gange officielt gjorde klart overfor ministerierne var en praksis, der skulle ophører.
Men selv efter coronaen er et overstået kapitel, synes ligegyldigheden med udtalelserne fra Folketingets Ombudsmand at have bidt sig fast.
Endda hos en klageinstans, hvis opgave det netop er at vurdere lovligheden af afgørelser, som er truffet af andre offentlige myndigheder.
Få hurtig og nem adgang til artiklen
Vælg den type abonnement, der passer dig bedst – og få adgang til alle artikler, videoer og podcasts
Allerede abonnement? Log ind her
