Mens andre regeringschefer kan nøjes med én taleskriver, er det tilsyneladende så besværligt at skrive Mette Frederiksens taler, at hun har ansat to – på skatteydernes regning.
Politikere har ry for at være særdeles veltalende, hvorfor de eksempelvis normalt ikke behøver at støtte sig til notater eller egentlige talepapirer, hvis de kommer med simple offentlige udtalelser. På samme måde som mange af deres udtalelser også på forhånd synes at være så indstuderede, at det kan virke noget nær omsonst at gøre brug af de store skriftlige forberedelser.
Men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke for Mette Frederiksen, der efter sin tiltrædelse sommeren 2019, i dén grad har haft behov for at støtte sig op ad taleskrivere. Således har Statsministeriet ansat hele to af slagsen, hvilket ifølge aktindsigter opnået af Bjoerknaes.dk sker til en aflønning, der må anses for særdeles fornuftig.
De to taleskrivere skal samtidig ses i sammenhæng med, at andre regeringschefer fint har kunnet klare sig med blot en enkelt. Det eksempelvis USA’s tidligere præsident Barack Obama, der i forbindelse med sit indtog i Det Hvide Hus, ansatte en ung taleskriver til at stå for at forberede sine offentlige udtalelser.
Samlet udgift til taler på samme niveau som en statsministerløn
Igennem de seneste år, har Statsministeriet haft Anita Furu ansat som taleskriver. Et job Journalista.dk tidligere har kunnet dokumentere, er blevet besat uden brug af opslag.
Et forhold der kan undre når man ser på de lønninger, der udbetales til ikke kun Furu, men også den anden medarbejder hos Statsministeriet, der er beskæftiget med at skrive Mette Frederiksens taler. Indtil december 2020 blev den stilling udfyldt af Caspar Strand, der inklusiv forskellige kvalifikationstillæg og pension sidste år tjente 643.898 kroner. Hertil kom en bonus på 70.000 kroner, hvilket gav Caspar Strand en samlet 2020-indtjening fra Statsministeriet på 713.989 kroner.
En pakke noget mindre, end hvad Anita Furu sidste år kunne se gå ind på sin samlede lønkonto.
Ifølge oplysningerne fra Statsministeriet tjente hun inklusiv pension i 2020 således 964.380 kroner, hvilket inkluderer bonussen på 70.000 kroner, hun ligesom Caspar Strand fik udbetalt i forbindelse med årsskiftet.
Således kostede det i 2020 skatteyderne 1.678.368 kroner, at Mette Frederiksen fik skrevet sine taler. Eller hvad der i runde tal svarer til, hvad statsministeren selv blev aflønnet med.
Overfor Bjoerknaes.dk har Statsministeriet tidligere oplyst i en email, at man ikke har kommentarer ud over de aktindsigter, som er blevet udleveret i forhold til taleskrivernes løn.
Pingback: Fed tjans : Mette Frederiksens fuldtidsansatte taleskrivere skriver 1½ tale om måneden – til sammen – Journalista