DR om endnu en lønforhøjelse til sin generaldirektør : Bestyrelsens beslutning

Spørger man Danmarks Radio er der en meget simpel forklaring på, hvorfor generaldirektør Maria Rørbye Rønn i 2022 sikrede sig en stor lønforhøjelse.

Som Bjørknæs.dk kunne afslører tidligere på ugen, sikrede Danmarks Radios øverst placerede embedsmand, generaldirektør Maria Rørbye Rønn, sig også i 2022 en stor lønforhøjelse.

En lønforhøjelse der gør, at hun med hastige skridt nærmer sig en årsløn på 4 millioner – eller næsten det tredobbelte af, hvad statsminister Mette Frederiksen tjener.

Lønforhøjelsen kommer på trods af, at Maria Rørbye Rønns aflønning igen og igen har været mål for offentlig kritik.

Overfor Bjørknæs.dk oplyser DRs kommunikationsafdeling i en email, at Maria Rørbye Rønns lønforhøjelse som sådan ikke er noget, der følger overenskomster. Men i stedet er det bestyrelsen, der fastlægger juristens lønudvikling :

– Generaldirektørens løn reguleres af bestyrelsen en gang årligt. Generaldirektøren er ikke ansat på overenskomst. Reguleringerne svarer til de overenskomstaftalte reguleringer for chefer og medarbejdere, der ikke er journalister.

DRs kommunikationsafdeling har dog ikke ønsket at svare på, om det at hæve Maria Rørbye Rønns løn er det rigtige signal at sende i en tid, hvor store dele af den danske befolkning kæmper med stigende inflation og klimakrise.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *